Portræt af fotograf: Marie Jeanne Smets

Bibliotekerne bag fotografens øje
Efter knap fem årtier inden for biblioteksbranchen og med kameraet som trofast følgesvend går vores mangeårige fotograf Marie Jeanne Smets nu på pension.
Gennem årene har hun dokumenteret og fortolket nogle af de mest spændende biblioteksprojekter både i og udenfor Europa – med et skarpt blik for både arkitektonisk finesse og biblioteksindretningens rolle i en foranderlig verden.
Dette portræt er en fortælling om hendes rejse, hendes kærlighed til biblioteker – og hvordan hun gennem sine billeder har bidraget til at fortælle historien om bibliotekers udvikling.

Marie Jeanne Smets har fotograferet over 500 biblioteksprojekter for Lammhults Biblioteksdesign og øvrige selskaber. Her ses DOKK1 i Aarhus, Danmark.
Fra designer til fotograf
Vejen til fotografiet begyndte ikke med et kamera, men med millimeterpapir og indretningstegninger. I 1981 var Marie Jeanne Smets med til at grundlægge Schulz Benelux, hvor hun arbejdede som indretningsdesigner med ansvar for projekter i hele Benelux-regionen. Organisationens møbler blev leveret fra det tyske firma Schulz Speyer, og samarbejdet på tværs af grænser var allerede dengang en vigtig del af arbejdsdagen.
Selvom Marie Jeanne Smets først blev professionel fotograf flere år senere, begyndte hun allerede dengang at tage billeder af bibliotekerne. Det var et naturligt led i formidlingen af projekterne, men også en stille begyndelse på noget, der senere skulle blive hendes kald. I starten var det dyrt at fremkalde billeder, så der blev billeder primært brugt i en fysisk fotobog, som blev vist til kunderne. Det var meget analogt – men det skabte alligevel en visuel identitet.
Overgangen til digital teknologi i begyndelsen af 00’erne åbnede helt nye muligheder. Da hun i 2011 stoppede i Schulz Benelux, besluttede hun at forfølge en drøm, som havde ulmet længe – at blive fotograf på fuld tid.

Permeke Bibliotek, Antwerpen, Belgien
Luxembourg Universitet, Belval Campus, Luxembourg
Herning Bibliotek, Danmark - Første projekt Marie Jeanne Smets fotograferede for Lammhults Biblioteksdesign.
De uforglemmelige øjeblikke
I 2013 bad marketingafdelingen om tilladelse til at bruge Marie Jeanne Smets tidligere billeder. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde, og allerede året efter tog hun den første rejse for Lammhults Biblioteksdesign og vores selskaber – til Herning i Danmark, hvor hun på samme dag fløj frem og tilbage for at fotografere det nyindrettede bibliotek.
Marie Jeanne Smets blev hurtigt en uundværlig del af markedsføringsindsatsen og vores virksomheds visuelle kommunikation. Hendes billeder har været brugt i kataloger, på websites, i sociale medier og i diverse præsentationer – og har bidraget til, at biblioteker lige fra Danmark til Dubai er blevet formidlet på en professionel, æstetisk og inspirerende måde.
Blandt de mange højdepunkter nævner hun blandt andet DOKK1 i Aarhus, Permeke Biblioteket i Antwerpen, Angoulêmes Bibliotek, universitetsbibliotekerne i Caen, Luxembourg og Darmstadt, samt ikke mindst det storslåede bibliotek i Dubai. Men også mange andre biblioteker i Europa har gjort indtryk – fra Lappland i nord, til Berlin, London, Paris og ned til Marseille, og alt derimellem.
Hvad fremtiden byder
Efter tusindvis af billeder og utallige rejsetimer lukker Marie Jeanne Smets nu sit arbejdskapitel. Men selvom hun fremover ikke længere skal afsted på opgave, er det tydeligt, at passionen for fotografi lever videre.
Fremtiden byder på mere tid til venner og familie, til bøger og museumsbesøg – og måske til at gense nogle af de byer, hun tidligere kun oplevede igennem et kameralinse. Når hun fremover skal opleve nye steder, kan hun nu glæde sig til ikke kun at se biblioteker, men også byerne, kulturen og menneskerne.
Arbejdet har været både berigende og krævende. Hun beskriver, hvordan rejsedagene kunne være hektiske, med transport, aftaler og logistiske udfordringer – men også med en eventyrlyst, der hele tiden blev genoplivet.

Et uvurderligt bidrag til os
Når vi ser tilbage på de sidste ti år – og endnu længere – står det klart, at Marie Jeanne Smets fotografier har været langt mere end dokumentation. De har været et bærende element i opbygningen af vores virksomheds visuelle identitet, både internt og eksternt. Med sin æstetiske sans og forståelse for bibliotekets rum har hun bidraget til at placere vores virksomhed og produkter i en særlig kontekst: inspirerende, professionel og relevant. Hendes arbejde har dannet fundamentet for vores markedsføringsmateriale og givet os et stærkt, konsistent og genkendeligt billedsprog, der har styrket vores brand på tværs af landegrænser og brancher.
Men hendes billeder har rakt endnu længere. De er tilgængelige online via vores syv hjemmesider, hvor de hvert år besøges af tusinder, som lader sig inspirere til indretningsløsninger og møbeludvælgelse – og som ofte vælger at samarbejde med vores virksomheder og forhandlere. Samtidig inspirerer hendes billeder vores medarbejdere på tværs af organisationen, og de indgår i et væld af tematiserede artikler, der når bredt ud til alle, som ønsker at skabe det optimale biblioteksrum.
Marie Jeanne Smets har i sandhed hjulpet mange med at skabe fremtidens bibliotek i dag – præcis som det er vores vision.
Caen Universitetbibliotek, Frankrig
Vejen Bibliotek, Danmark
Lapplands Gymnasium, Kiruna, Sverige
Vi takker Marie Jeanne Smets for de mange år, hun har ydet en exceptionel indsats hos os.
Hendes billeder vil leve videre og fortsat inspirere – både os, vores kunder og alle dem, der tror på bibliotekets betydning i samfundet.
Billedgalleri
Med over 500 fotoprojekter for Lammhults Biblioteksdesign og øvrige selskaber har Marie Jeanne Smets dokumenteret fantastiske biblioteker, som vil leve videre - nu og i fremtiden.
Her er blot et udpluk af nogle af hendes mange fotoprojekter.











