Indvielse af uddannelseszone på Esbjerg Hovedbibliotek
17 juni 2016 / Projekter
Som en del af ombygningen af biblioteket er en ny fortællertrappe og uddannelseszone blevet indviet
Esbjerg Hovedbibliotek blev indviet for 32 år siden og står foran en større ombygning for at kunne leve op til nutidens behov for et moderne bibliotek. Ved udgangen af 2018 kommer biblioteket til at fremstå langt mere tidssvarende, indbydende og som et levende hus, hvor man mødes på kryds og tværs gennem formidling, i studiemiljøer og til diverse arrangementer.
Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup, har netop været med til at indvie første etape af ombygningen. En ny fortællertrappe, en bred trappe med siddetrin, leder op til 1. salen, hvor en ny uddannelseszone danner rammen om et studiemiljø og undervisningsrum med flere studiepladser. Uddannelseszonen fremstår nu meget mere åben og kvadratmeterne er udnyttet langt bedre end tidligere.
Indretningsarkitekt Lykke Jørgin fra Lammhults Biblioteksdesign A/S har indrettet den nye uddannelseszone i samarbejde med Move Arkitekter, der har stået for materialevalg. Lammhults Biblioteksdesign har leveret inventar, heriblandt Frontline reoler, Maria udstillingspodier, borde, stole og en række specialtegnede møbler.
Næste etape i ombygningen bliver en medborgerzone med borgerrettede aktiviteter samt en familiezone med aktiviteter rettet mod børn, unge og deres voksne.