40-års jubilæum - Carl Marius Jacobsen
26 januar 2026 / Firma
40 år med hænderne, hjertet og fællesskabet
Den 30. januar 2026 markerer vi en ganske særlig milepæl. Vores kollega, Carl Marius, kan fejre sit 40-års jubilæum – en bedrift, der i sig selv fortjener respekt, men som bliver endnu mere bemærkelsesværdig, når man ved, at Carl i dag er 71 år og fortsat en aktiv del af hverdagen i virksomheden.
Carl Marius begyndte i virksomheden som 31-årig. Dengang havde vi egen produktion, og hans arbejde bestod primært i at samle stole og borde. Siden har både virksomheden og opgaverne udviklet sig markant. Gennem årene har Carl samlet og monteret bogvogne, reoler og en lang række specialløsninger til biblioteker i hele Norden. Han har rejst meget – særligt i Sverige – og været med til installationer på ikoniske projekter, blandt andet Dokk1 i Aarhus.
I dag er Carl er alderspræsident i vores virksomhed, men først og fremmest er han et levende eksempel på arbejdsglæde og loyalitet. Han arbejder i dag 25 timer om ugen – og netop det, at arbejdet ikke længere er så fysisk tungt, gør, at han fortsat kan og vil være med – til glæde for både kolleger og virksomheden.
Carl har altid haft et klart mål om at nå sit 40-års jubilæum, og han har gennem årene været kendt som en stabil, hjælpsom og løsningsorienteret kollega. Ud over sine daglige opgaver har han været medlem af både samarbejdsudvalg og bestyrelse i en årrække og har ofte givet en ekstra hånd med, når rammerne på kontorer, værksteder eller fællesområder skulle forbedres.
Privat bor Carl i Holsted, tæt på både børn og børnebørn.
Carl Marius’ jubilæum minder os om, hvad der skaber stærke virksomheder: mennesker, håndværk, relationer og lysten til at bidrage – år efter år.
"Arbejdet hos Lammhults Biblioteksdesign har gennem årene budt på mange spændende opgaver, fordi der er sket meget nyt på produktsiden, og opgaverne har været meget varierende.”
“Jeg kunne jo sagtens være gået på pension, men jeg elsker at gå på arbejde og mødes med mine kolleger.”
- Carl Marius Jacobsen
"Carl er vores Georg Gearløs. Når vi ser en udfordring, kan han som regel opfinde en måde at gøre det nemmere på."
"Han er altid villig til at lægge flere timer i ugen, alt efter hvad arbejdet kræver. Han er tillidsmand for lageret, men kontorpersonalet har også stor glæde af ham."
- Charlotte Brobak, chef og teamleader
“Carl har i alle årene været virksomhedens praktiske træmand nummer ét – når noget skulle fungere i praksis, var hans hænder og erfaring afgørende.”
“Uanset opgavens størrelse har han haft en enestående evne til at finde løsninger og få tingene til at lykkes.”
- Mikael Kjeldsen, CEO
dansk