Æstetisk smukt bibliotek byder de studerende indenfor
Dette flotte bibliotek påkalder sig straks opmærksomhed, når du træder ind på Copenhagen Business School (CBS). Med sin imponerende æstetiske fremtoning, behagelige belysning og sine varme farver, har biblioteket gennemgået en omfattende makeover siden 2017, hvor indretningen af det moderniserede bibliotek gik i gang.
På biblioteket kan de studerende anvende læsesalen til at fordybe sig i læsning og opgaveskrivning samtidig med, at personalet har fået en mere synlig placering lige ved indgangen til biblioteket. Knap 1 mio. årligt besøgende har de senere år besøgt biblioteket, som er døgnåbent for studerende. Indretningen er baseret på flere brugerstudier og desuden inspireret af Cambridge University Futurelib og Dokk1 i Aarhus.
Lammhults Biblioteksdesign A/S har leveret alle reoler samt indbyggede montre, som alle er specialdesignede. Reolerne er udformet, så de passer til eksisterende nicher, og de varme mahogni montre skaber god kontrast og bryder med de stringente reoler, som tilsammen danner et flot helhedsindtryk.
”Vi har valgt at indrette biblioteket, så der er bedre plads til vejledning og dialog mellem de studerende og os. Vi har fået utrolig mange positive tilkendegivelser fra de studerende, som komplimentærer æstetikken og giver udtryk for, at biblioteket er et rart sted at opholde sig,” udtaler Liv Bjerge Laursen, bibliotekar på CBS Bibliotek.